Ikonisk motorsportschef dør efter blodprop i lungen

    Formel 1’s løbsdirektør, britiske Charlie Whiting, er pludselig død af en blodprop i lungen. Han blev 66 år.

    Det meddeler Den Internationale Motorsportsunion (FIA) i en pressemeddelelse natten til torsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Whiting, der er en central figur i international motorsport, dør bare tre dage før sæsonstarten ved Australian Grand Prix, der køres i Melbourne.

    Han fik jobbet som løbsdirektør helt tilbage i 1997.

    /ritzau/