Efter flere måneders spekulationer bekræfter det tidligere demokratiske kongresmedlem Beto O’Rourke, at han stiller op til præsidentvalget i 2020.
Det skriver tv-stationen KTSM, der dækker 46-årige O’Rourkes hjemby El Paso i staten Texas.
Til tv-stationen skriver han i en række sms’er, at han er “stolt af sin hjemby”, og at han vil bruge sin baggrund og opvækst i Texas i sin kampagne.
Han ventes officielt at erklære sit kandidatur torsdag amerikansk tid.
O’Rourke blev landskendt, da han ved midtvejsvalget sidste år udfordrede senator Ted Cruz ved senatsvalget i Texas. Han tabte valget, men var bare få procentpoint fra at slå Cruz, der var republikansk præsidentkandidat i 2016.
Texas er samtidig én af de mest konservative stater i USA.
Beto O’Rourkes kampagne tiltrak sig stor opmærksomhed, og han formåede at indsamle millioner af dollar uden støtte fra store virksomheder eller lobbyister.
/ritzau/











