Juul-Jensens hold vinder holdtidskørsel i stort etapeløb

    Den danske cykelrytter Christopher Juul-Jensen og holdkammeraterne på Mitchelton-Scott snuppede onsdag sejren på 1. etape af Tirreno-Adriatico.

    Det australske cykelhold drønede i mål som sidste hold på holdtidskørslen på 21,5 kilometer. Holdets 22 minutter og 25 sekunder var nok til sejr.

    Hollandske Jumbo-Visma blev nummer to – syv sekunder langsommere end Juul-Jensen og co.

    Danske Søren Kragh Andersen vendte tilbage, efter at sygdom har forhindret ham i at deltage i flere af forårets store løb.

    Kragh og de øvrige ryttere på Sunweb-holdet kørte sig på tredjepladsen med en tid, der var 22 sekunder langsommere end Mitchelton-Scott.

    En tak længere nede var der også dansk islæt, da Kasper Asgreen og Michael Mørkøvs Quick-Step endte lige uden for top-3.

    Jakob Fuglsang, der har vist storform på det seneste, blev sammen med Astana-mandskabet nummer 13 på etapen.

    /ritzau/