S spørger Løkke: Vil du indføre ret til tidlig folkepension?

    Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil under tirsdag<ens spørgetime i Folketinget have statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at svare på, om han vil være med til at indføre en ret til tidligere folkepension for nedslidte.

    – Jeg synes, at det er vigtigt, når man har aftjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet, at man en dag kan lukke døren bag sig med rank ryg og vide, at man har gjort sit, siger S-formanden.

    – Jeg har ikke fået svar mit spørgsmål, så jeg genoptager diskussionen. Vil statsministeren være med til at indføre en ret til tidligere folkepension til dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet og er nedslidte?, spørger S-formanden.

    Statsministeren svarer, at han ikke kan “finde hoved og hale” i Socialdemokratiets forslag.

    – Jeg har det sådan, at hvis man er nedslidt, skal man ikke arbejde. Men Socialdemokratiet har fremlagt et forslag, som jeg ikke kan finde hoved og hale i, siger Lars Løkke Rasmussen.

    Det var, efter at Socialdemokratiet fremlagde et pensionsudspil i januar, at debatten om nedslidning og tidligere tilbagetrækning blev en stor politisk dagsorden.

    Socialdemokratiet vil bruge 3 milliarder kroner på den nye rettighed.

    Lars Løkke Rasmussen siger i forbindelse med sit svar til Mette Frederiksen, at der for tre milliarder vil være “i omegnen af 2850 danskere”, som kan gøre brug af ordningen.

    Det står ikke klart, hvilke beregninger der ligger til grund for det tal.

    – Hvordan afgrænser man de 2850 danskere? Er det via den fagforening, de står i, eller via det svendebrev, de oprindeligt tog. Det er her, det begynder at blive lidt flimrende, så jeg kan ikke bedømme idéen, siger Lars Løkke Rasmussen.

    /ritzau/