Tilbage i november kunne Enhedslisten ikke samle flertal i Folketinget for en ny lovgivning, der definerer sex uden samtykke som voldtægt.
Men nu tyder det på, at der alligevel er mandater nok for at indføre regler, der svarer til dem, man også har i Storbritannien og Sverige.
I fredags lød det fra De Konservatives formand, justitsminister Søren Pape, at han var klar til at støtte forslaget.
Og nu er Venstres ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen, også klar til at ændre reglerne.
Hun siger i hvert fald til Altinget, at hun også vil arbejde for at få ændringen igennem.
– Jeg har råbt efter det længe, for jeg synes, at vi mangler en bedre retsbeskyttelse af kvinder.
– Det er rigtigt godt, at også justitsministeren nu er overbevist om det. Tallene taler for sig selv, siger hun.
Helt så handlingsparat er Venstres politiske ordfører, Britt Bager, dog ikke.
– Selvfølgelig skal sex baseres på accept mellem begge parter. Ingen tvivl om det.
– Sex skal altid skal være frivilligt, og det skal vores politik afspejle.
– Vi afventer konkrete modeller fra justitsministeren, og så snart, vi har dem, tager vi stilling til, hvilke lovændringer der skal til, siger hun til Ritzau.
Dansk Folkeparti vil også godt se det konkrete forslag fra justitsministeren, før partiet tager stilling.
Under tirsdagens spørgetime med statsministeren spurgte Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til emnet.
– Sex forudsætter frivillighed. Læs samtykke, siger Løkke.
Både han og Skipper mener, at der ikke skal være omvendt bevisbyrde. Og det viser lige præcis kompleksiteten i det her, mener Løkke.
– Derfor er det rigtige sted at bede Straffelovrådet om at komme med et udspil til en nyformulering af den relevante bestemmelse i straffeloven.
– Det vil vi initiere, siger Løkke og henviser til rådet, der hører under Justitsministeriet.
Som reglerne er i dag, må man ikke tvinge nogen til samleje eller sex, hvis de gør modstand eller ikke er i stand til at sige fra.
Det er uklart, hvordan Liberal Alliance forholder sig til forslaget. Ved afstemningen i efteråret stemte partiet imod.
/ritzau/











