Selv om at Liverpool har mistet førstepladsen i Premier League og på det seneste har måtte gå fra banen med flere lunkne resultater, så er holdet stadig fyldt med selvtillid og tro på, at mesterskabet kan vindes.
Det slår holdets tyske manager, Jürgen Klopp, fast efter søndagens 4-2-sejr over Burnley.
– Beskeden efter denne sejr er, at man ikke slipper for os. Vi havde den perfekte blanding af at bekæmpe modstanderen og spille fodbold, siger Klopp ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Det eneste, vi skal gøre, er at sikre, at vi holder os til i den interessante kamp i toppen af tabellen. Vi har ikke problemer med selvtilliden, det går godt i øjeblikket.
Liverpool har da også kun et enkelt point op til de forsvarende mestre fra Manchester City med otte kampe tilbage.
Jürgen Klopps mandskab har dog efterladt en del point på banen i de seneste kampe – fire af de seneste syv Premier League-opgør er endt uafgjort – samtidig med at Josep Guardiolas tropper fra Manchester City for alvor virker til at have fundet vindermelodien.
I den kommende uge skal Liverpool forsøge at spille sig videre i Champions League mod Bayern München i den anden af to ottendedelsfinaler. Den første kamp på Anfield endte 0-0.
/ritzau/









