København blæser fransk titelbejler omkuld i CL-afsked

    København Håndbold tog søndag afsked med Champions League med manér.

    På hjemmebane slog det danske mesterhold franske Metz med 36-33 i den sidste kamp i gruppespillet.

    Allerede forud for opgøret i Brøndby Hallen havde københavnerne udspillet deres mulighed for at avancere til kvartfinalerne fra gruppe 1, mens det stod klart, at Metz ville slutte som etter.

    København-træner Claus Mogensen havde før kampen proklameret, at Metz hører til blandt favoritterne til at vinde CL-titlen.

    Franskmændene indledte da også bedst og kunne gå til pause med en føring på 17-15.

    De københavnske værter blæste dog gæsterne omkuld i anden halvleg, hvor det hurtigt lykkedes hjemmeholdet at komme solidt foran.

    Forspringet nåede op på seks mål, inden Metz fik reduceret tre gange i slutfasen.

    Metz vandt trods nederlaget gruppe 1 med 15 point og tager Rostov-Don, Buducnost og Odense Håndbold med sig til kvartfinalerne.

    København sluttede på femtepladsen med otte point – det samme som Odense, der dog har været bedre end københavnerne i de to indbyrdes kampe.

    Franske Brest sluttede sidst i gruppen.

    /ritzau/