Jetfly lander i Genève – ventes at hente algerisk præsident

    Et regeringsfly fra Algeriet er landet i Genève lufthavn i Schweiz. Det forventes at hente den skrantende algeriske præsident, Abdelaziz Bouteflika.

    Det oplyser en kilde i hovedstaden Algier til nyhedsbureauet Reuters.

    Den 82-årige præsident har de sidste to uger været indlagt på et hospital i Genève, mens der har været store protester i Algeriet mod ham og hans styre.

    Der er mødt mange politifolk op i lufthavnen Cointrin i Genève, hvor flyet, en Gulfstream, står parkeret.

    Algeriets regering har ikke sagt noget om, hvad der er flyets opgave.

    Bouteflika har været ved magten i Algeriet siden 1999. Han har sjældent vist sig offentligt, siden han i 2013 fik et slagtilfælde.

    Han har meddelt, at han agter at genopstille til præsidentposten for femte gang ved valget 18. april. Det har udløst store demonstrationer i landet med krav om, at han trækker sig.

    /ritzau/