Wozniacki taber sin første kamp efter flere ugers pause

    Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki er færdig i den store Indian Wells-turnering i Californien i USA.

    Danskeren tabte tidligt søndag morgen dansk tid til russeren Ekaterina Alexandrova i tre sæt med cifrene 5-7, 6-2 og 5-7.

    Det var Wozniackis første kamp, siden hun blev slået ud af Australian Open i januar.

    Siden har danskeren været i Mellemøsten for at deltage i WTA-turneringer i Doha og Dubai, men begge gange måtte hun trække sig med sygdom.

    Ved Indian Wells, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer, sad hun over i første runde.

    24-årige Ekaterina Alexandrova er nummer 59 i verden, mens Wozniacki er nummer 13. Det er første gang i tre forsøg, at russeren vinder over danskeren.

    28-årige Wozniacki blev brudt i sit første serveparti, men kom straks på omgangshøjde, da hun brød tilbage.

    Herefter fulgte en stillingskrig, indtil Wozniacki blev brudt ved stillingen 5-5. Alexandrova udnyttede sin første sætbold og snuppede første sæt.

    Andet sæt tilhørte danskeren, som udlignede til 1-1 i sæt på 39 minutter.

    Alexandrova kom tidligt foran med et servegennembrud i tredje og afgørende sæt og kunne selv serve sejren hjem.

    Wozniacki brød imidlertid tilbage til 5-5, men måtte se sejren glide ud af hænderne, da russeren tog fire point på stribe i danskerens serveparti.

    – Jeg prøvede bare at holde fokus gennem hele kampen. I tredje sæt var jeg mere fokuseret på mit spil og mindre på hendes. Og det tror jeg, var nøglen, siger Ekaterina Alexandrova til pressen efter kampen ifølge WTA Tennis’ hjemmeside.

    – Det føles fantastisk, jeg kan ikke beskrive det. Jeg har spillet her to gange før, og de to gange viste jeg ikke mit bedste spil.

    – Men nu tror jeg bare, jeg er taknemmelig for alt, og det hårde arbejde har endeligt betalt sig. Jeg er bare glad, siger hun.

    /ritzau/