Odenses håndboldkvinder får stryg i Rusland

    Odense Håndbold indkasserede lørdag et stort nederlag mod russiske Rostov-Don i Champions League.

    På udebane måtte træner Jan Pytlicks spillere se sig slået med 19-25.

    Nederlaget var uden den store betydning for fynboerne, der på forhånd var sikret en plads i kvartfinalen i Europas største klubturnering.

    Det var også allerede afgjort, at Odense ville slutte på fjerdepladsen i hovedrundens gruppe 1 og derfor skal op mod ungarske Györ, når det senere går løs i kvartfinalerne.

    De danske gæster kom godt fra start og førte med to mål i kampens indledning, før de russiske spillere for alvor kom i gang.

    Rostov-Don bragte sig foran med fem mål, inden Odense fik reduceret til 10-14 lige før pause.

    Odense slutter på gruppens fjerdeplads og går videre til kvartfinalerne sammen med Metz, Rostov-Don og Buducnost. København Håndbold og franske Brest gik ikke videre fra hovedrunden.

    /ritzau/