Liberal Alliances Ungdom (LAU) arbejder på nye retningslinjer for samvær i ungdomspartiet. Man overvejer blandt andet et forbud mod samvær med unge under 18 år.
Det sker, efter at LAU’s tidligere formand Rasmus Brygger i starten af marts udsendte otte vidnesbyrd fra syv anonyme kvinder.
Ifølge Dagbladet Information og Berlingske beretter de heri, at de angiveligt er blevet udsat for fire voldtægter og i fire tilfælde er blevet krænket seksuelt af mandlige medlemmer.
– Med de nye regler viser vi, at vi ønsker en ny kultur i partiet, siger partiets netop udnævnte formand, Signe Bøgevald, til Berlingske.
Flere af vidnesbyrdene anklagede LAU’s ledelse for at være passiv og ligefrem holde hånden over de ledende medlemmer, som de unge kvinder angiveligt anmeldte internt.
Berlingske har været i kontakt med en af de syv kvinder. Hun “stoler på den nye ledelse”, skriver hun til Berlingske.
Hun mener samtidig, at frygten for at ende på en avisforside vil gøre mere for, at sager som hendes bliver taget seriøst af partiets ledelse i fremtiden.
Signe Bøgevald, den nyvalgte formand, kendte godt til voldtægtsanklagen i sommeren 2018. Hun bekræfter, at der ikke blev reageret fra ledelsen. Det vil ifølge hende ændre sig.
– Jeg tror, at det fremadrettet har betydning, at vi i ledelsen handler hårdt og konsekvent. Nu laver vi nogle konkrete retningslinjer, og hvis de overskrides, så er det noget, vi kommer til at handle på, siger hun til Berlingske.
Berlingske skriver desuden, at de fleste ungdomspartier har nedskrevne retningslinjer for samvær og alkoholindtag. Blandt andet forbyder Dansk Folkepartis Ungdom “hårde drukspil”, og at tillidsvalgte er sammen med unge under 18 år.
Venstres Ungdom og Alternativets Unge har ikke nedfældet formelle regler endnu, men er gået i gang, efter at de anonyme beretninger om LAU’s medlemmer er kommet frem i lyset.
– Det handler grundlæggende om at opføre sig ordentligt, og det burde ikke være svært, men nu prøver vi at skrive noget formelt ned, siger formand for Venstres Ungdom, Jakob Sabroe til Berlingske.
/ritzau/











