Bolsonaro og Trump skal mødes og tale demokrati i Venezuela

    USA’s præsident, Donald Trump, skal være vært for sin brasilianske kollega, Jair Bolsonaro, i Det Hvide Hus tirsdag den 19. marts.

    Det er det første møde mellem de to højreorienterede ledere, som hver især har rost hinanden til skyerne.

    Mødet blev annonceret af Brasiliens udenrigsministerium i sidste måned, men det er først nu, at der er sat en dato på.

    Bolsonaro, som blev indsat som præsident i januar, har lovet at knytte tætte bånd til USA efter mere end et årti med en venstreorienteret regering i Brasilien. Den 63-årige præsident bliver desuden kaldt for “Sydamerikas Trump”.

    – Præsident Trump og præsident Bolsonaro vil drøfte, hvordan man opbygger en mere velstående, sikker og demokratisk vestlig halvkugle, oplyser Det Hvide Hus i en erklæring.

    – Lederne af halvkuglens to største økonomier vil også drøfte mulighederne for et forsvarssamarbejde, politikker med fokus på handelsvækst, bekæmpelse af kriminalitet på tværs af grænser og genoprettelse af demokratiet i Venezuela.

    /ritzau/AFP