Københavns Politi har natten til torsdag fundet en livløs person i en lejlighed på Milanovej på Amager.
Det oplyser vagtchef Kristian Rodin.
– Klokken 02.11 får vi en anmeldelse om kraftig røgudvikling i en opgang. Nogle beboere er ved at evakuere andre beboere i ejendommen, da de alarmerer os. Da brandvæsenet når frem, finder man en livløs person, fortæller vagtchefen.
Politiet understreger, at der på på nuværende tidspunkt ikke er forlydender om, at vedkommende skal være omkommet.
Den livløse beboer er bragt til hospitalet, hvor vedkommende skal identificeres. Ingen pårørende er endnu blevet underrettet.
Ingen andre personer er kommet til skade.
De fleste beboere er klokken 03.30 tilbage i deres lejligheder igen. En enkelt lejlighed er beskadiget.
Det er ifølge politiet endnu for tidligt at fastlægge årsagen til den kraftige røgudvikling.
/ritzau/











