USA’s handelsunderskud over for Kina er højere end nogensinde

    USA’s handelsunderskud var i 2018 det højeste i de seneste ti år.

    Det viser en rapport fra det amerikanske handelsministerium.

    Her fremgår det, at handelsunderskuddet i 2018 lød på 621 milliarder dollar – svarende til over 4000 milliarder kroner.

    USA’s præsident, Donald Trump, har ellers givet løfter om, at han vil få bragt USA’s handelsunderskud ned.

    Rapporten viser også, at handelsunderskuddet over for Kina i 2018 var højere, end det nogensinde har været. Det lød sidste år på 419,2 milliarder dollar – godt 2750 milliarder kroner.

    USA befinder sig fortsat i en langstrakt handelsstrid med Kina.

    Handelsbalancen viser et lands indtægter og udgifter ved eksport og import af varer. Når importen overstiger eksporten, er der tale om et handelsunderskud.

    /ritzau/AP