Den danske herresinglespiller Anders Antonsen er ude af All England allerede efter første runde.
Den 21-årige Antonsen kunne ikke drille den kinesiske favorit Shi Yuqi, der rangerer som verdens næstbedste.
Antonsen bed i perioder godt fra sig, men tabte til sidst med 17-21, 16-21.
Danskeren kom bedst i gang og kom foran med 6-3, men da kineseren først fik fuld kontakt ved stillingen 8-8, var sidstnævnte i teten. Shi Yuqi gik fra 10-9 til 15-9 og holdt et komfortabelt forspring sættet ud.
I andet sæt kom Antonsen bagud med 0-3 og 4-8, men vandt så fire bolde på stribe. Kineseren kom så på 11-8, men Antonsen svarede tilbage og fik sin første føring i sættet ved 13-12.
Shi Yuqi sluttede dog bedst af og vandt kampens sidste fire dueller og vekslede derved 17-16 til 21-16 efter en afsluttende duel ved nettet.
Også Hans-Kristian Vittinghus led exit i første runde. Han tabte med cifrene 22-20, 15-21, 11-21 til Lu Guangzu fra Kina.
I et tæt første sæt overlevede Vittinghus en sætbold, før han selv lukkede åbningssættet med tre point i træk. Tidligere i sættet havde han også indhentet kineserens føring på 12-6.
I andet sæt fulgte danskeren med til stillingen 6-6, men derfra var der tale om kinesisk dominans.
Vittinghus kom bagud 7-11 i det afgørende sæt, men udlignede til 11-11. Derfra gik alt dog galt, og kineseren tog sejren ved at vinde kampens sidste ti point.
I damesingle var Mia Blichfeldt oppe imod Yin Pui Yip fra Hongkong i første runde.
Danskeren vandt første sæt 22-20, og uden de store problemer avancerede Mia Blichfeldt i turneringen, da andet sæt blev vundet 21-14.
Også Line Kjærsfeldt gik videre, da hun sent besejrede kinesiske Yanyan Cai 25-23, 21-15.
/ritzau/











