Italiensk klub tvangsnedrykkes for matchfixing


    En ny matchfixingskandale ramte i juni italiensk fodbold, da adskillige topfolk fra Serie B-klubben Catania blev anholdt grundet mistanke om matchfixing.

    Blandt de anholdte fra klubben, som for få år siden spillede i Serie A, var klubpræsident Antonio Pulvirenti, direktør Pablo Cosentino og tidligere sportsdirektør Daniele Delli Carri, og mistanken viste sig begrundet.

    Pulvirenti indrømmede under forhør, at han havde medvirket til at fikse resultatet af fem kampe i bestræbelserne på at sikre klubben overlevelse i Serie B, men det kommer nu til at koste både ham og klubben dyrt.

    Det Italienske Fodboldforbund har tvangsnedrykket Catania til Lega Pro, som er landets tredjebedste fodboldrække, hvor holdet tilmed kommer til at starte med minus 12 point.

    Det beretter nyhedsbureauet Ansa.

    Pulvirenti selv er blevet udelukket fra al fodbold i fem år.

    Generelt har de seneste to år været en gedigen nedtur for den sicilianske klub. Så sent som i sæsonen 2013/2014 spillede holdet i Serie A, og nu kan spillere og fans altså se frem til fodbold på tredje klasse i støvlelandet.

    Fodboldforbundet meddeler samtidig, at klubberne Teramo, der egentlig var rykket op i Serie B efter sidste sæson, og Savona er blevet tvangsnedrykket til Serie D, den fjerdebedste række – også på grund af matchfixing.

    /ritzau/