10 unge skal give minister råd om klimaudfordringen

    383 er blevet skåret ned til 10.

    Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har onsdag løftet sløret for de ti personer mellem 17 og 27 år, der skal hjælpe regeringen med at løse klimaudfordringerne.

    De ti unge skal det kommende år udgøre det nystiftede Ungeklimaråd.

    Medlemmerne tæller alt fra gymnasieelever, universitetsstuderende og faglærte.

    Blandt medlemmerne er repræsentanter fra Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor formanden for Ungeklimarådet også har en stol.

    – Den overvældende interesse for Ungeklimarådet har bekræftet mig i, at det er vigtigt, at vi får inddraget de unge i arbejdet med at finde fremtidens klimaløsninger, siger Lars Christian Lilleholt i en pressemeddelelse.

    Medlemmerne kommer fra store dele af Danmark. Således er både Silkeborg, Fredericia, Frederikshavn, Odense, Bagsværd og København repræsenteret.

    Medlemmerne er som udgangspunkt blevet udpeget for en etårig periode.

    /ritzau/