Wozniacki får ros af sin overkvinde trods tennislektion


    6-0 og 6-4 lød sejrscifrene på, efter at hviderusseren Victoria Azarenka havde pryglet Caroline Wozniacki ud af WTA-turneringen i Cincinnati.

    Men trods uddelingen af et såkaldt “æg”, og den femte sejr på stribe i indbyrdes opgør, var Azarenka ikke sen til at rose sin danske modstander og veninde.

    – Hun er den type spiller, som man bare ikke kan slå 6-0, 6-0. Du ved, hun kommer igen og vender spillet, lyder det efter kampen fra hviderusseren ifølge TV2 Sport.

    – Hun begyndte at spille mere aggressivt i andet sæt. Det blev bestemt hårdere og hårdere at spille, siger Azarenka.

    Det lykkedes da også danskeren med en kort opblomstring at bringe sig foran 3-0 i andet sæt, men herefter skruede Victoria Azarenka igen op for tempoet og tog seks af de næste syv partier.

    Wozniacki havde faktisk hele 11 breakbolde i andet sæt, men kun en enkelt gang i begyndelsen lykkedes det at bryde.

    Den 26-årige dobbelte Australian Open-vinder var imidlertid mindst et niveau over Wozniacki natten til torsdag, og hun var da også godt tilfreds med sin egen indsats – især i første sæt.

    – Jeg følte, at jeg gjorde det virkelig, virkelig godt og spillede mit eget spil i første sæt, siger hun.

    Årets sidste grand slam, US Open, begynder 31. august i New York, og turneringen i Cincinnati var næstsidste opvarmning for Wozniacki.

    I stedet for en god optakt endte det altså med et exit efter blot én kamp ligesom i de to foregående turneringer for hende.

    Sidste chance for en god oplevelse er i næste uge, hvor hun deltager i New Haven. Det er en turnering, hun har vundet fire gange tidligere.

    /ritzau/