Minister i drikkevandssag: I puster til en stemning i valgåret

    Det er et problem, at der ifølge DR er blevet fundet uventet og ganske omfattende forurening af grundvandet med pesticidstoffet dimethylsulfamid (DMS).

    Det erkender miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der dog maner til besindighed.

    – Vi skal måle efter det, og vi skal holde øje med det. Det er bare vigtigt at huske, at det ikke er farligt på det her niveau.

    – Man risikerer at puste lidt til en stemning – særligt når der er et valg på vej, siger ministeren i forbindelse med et ministerrådsmøde i Bruxelles.

    Stoffet er et nedbrydningsprodukt fra to svampemidler, der blev brugt i Danmark fra 1950’erne frem til 2007, skriver DR. Det er fundet i næsten hver tredje undersøgte drikkevandsboring.

    Det er første gang, at man har testet for det i så stort omfang. Miljøstyrelsen frygter dog ikke for borgernes sundhed.

    Boringsresultaterne betyder, at Socialdemokratiet og De Radikale trækker ministeren i samråd.

    I januar blev regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF enige om en aftale, der skal sikre, at danskernes drikkevand bliver bedre beskyttet mod pesticider.

    – I aftalekredsen var der en stemning for, at vi skal kigge grundigere efter pesticider og finde mere – også selv om det ikke er farligt.

    – Der blev vi enige om, at vi skal sørge for at bevare roen og undgå at bidrage til en panik for ting, der ikke er farlige. Det er der nogen, der har glemt, og det ærgrer jeg mig over, siger Jakob Ellemann-Jensen.

    /ritzau/