FC Nordsjælland og klubbens kommende cheftræner, Flemming Pedersen, er et godt match.
Sådan lyder det fra både klubbens nuværende cheftræner, Kasper Hjulmand, og klubbens anfører, Victor Nelsson, der i sidste uge modtog nyheden om, at Flemming Pedersen til sommer bliver Hjulmands efterfølger.
– Flemming er en fantastisk fodboldmand, og han kender den nordsjællandske tankegang ud og ind i forvejen.
– Han er allerede nu en kæmpe del af klubben og FCN’s to akademier, hvor han gør et godt arbejde, siger Kasper Hjulmand.
Da Hjulmand var i tyske Mainz, tog han Pedersen med i sin stab. De kender hinanden godt, og Hjulmand er helt tryg, inden stafetten skal gives videre.
– Han er en af dem, der står bag FC Nordsjællands fodboldfilosofi, og så er han bare en super god personlighed i klubben. Klubben kommer i trygge hænder, og jeg er sikker på, at det bliver godt, siger Kaper Hjulmand.
Flemming Pedersen var også et smut i engelske Brentford, men har i en årrække været tilknyttet FC Nordsjælland i diverse roller – blandt andet i talentafdelingen og aktuelt som teknisk direktør.
Derfor er det en mand, som spillerne allerede kender, og Flemming Pedersen får flotte ord med på vejen af FCN-anfører Victor Nelsson.
– Jeg er super glad for beslutningen om at ansætte Flemming Pedersen som ny cheftræner efter sæsonen.
– Han er enormt vellidt blandt hele truppen og staben, og så kender han os og vores måde at spille fodbold på. Han er en meget dygtig træner, så det skal nok blive godt, siger Victor Nelsson.
Flemming Pedersen ønskede ikke selv at udtale sig om sit kommende job efter mandagens 3-3-kamp mod FC Midtjylland i Superligaen.
/ritzau/











