Endnu en østrigsk cykelrytter indrømmer bloddoping

    Endnu en professionel cykelrytter fra Østrig indrømmer nu, at han har gjort brug af bloddoping.

    28-årige Georg Preidler, der netop har indledt sin anden sæson hos franske Groupama-FDJ, har således selv henvendt sig til politiet i den østrigske by Graz, fordi han “ikke kunne leve med den hemmelighed længere”, skriver den østrigske avis Kronen Zeitung ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Preidlers indrømmelse kommer blot en dag efter, at landsmanden Stefan Denifl, der også er cykelrytter, også tilstod brug af bloddoping.

    De to østrigeres erkendelser sker i kølvandet på den efterforskning, som blev indledt efter en razzia ved det netop overståede ski-VM i Østrig.

    Her blev ni personer anholdt onsdag, hvoraf fem var udøvere. Atleterne stammer fra Østrig, Estland og Kasakhstan.

    Én af dem var den østrigske langrendsløber Max Hauke, der blev taget på fersk gerning i færd med at bloddope sig på sit hotelværelse.

    Den tyske læge Mark Schmidt er i centrum for dopingskandalen, da han menes at være bagmanden i et større netværk.

    Efter razziaen i Seefeld onsdag kom det frem, at Mark Schmidt i specialfrysere i en garage i byen Erfurt har opbevaret omkring 50 poser med blod, som menes at stamme fra atleter.

    Derfor ventes skandalen også at gribe om sig, når dna-resultaterne fra blodposerne kommer.

    Lægen selv risikerer en fængselsstraf på op til ti år.

    Georg Preidler har kørt på cykelsportens World Tour siden 2013. Først for det hold, der nu hedder Team Sunweb, og siden 2018 for Groupama-FDJ.

    Østrigeren har fire professionelle sejre på cv’et. Tre nationale mesterskaber i enkeltstart og en etapesejr i Polen Rundt i 2018.

    Groupama-FDJ har endnu ikke meldt noget ud i forbindelse med Preidlers indrømmelse.

    /ritzau/