En saudisk-amerikansk statsborger, der har været fængslet i Saudi-Arabien i over et år, har gentagne gange været udsat for tortur.
Det oplyser familien til den fængslede Walid Fitaihi.
Walid Fitaihi arbejdede som læge i Saudi-Arabien, da han i november 2017 blev anholdt for medvirken til korruption. Han har siden da siddet fængslet uden at have været for retten, og formelt forelægger der ingen anklager mod ham.
Ifølge Howard Cooper, familiens advokat, har Walid Fitaihi været udsat for så meget totur, at han både fysisk og psykisk er ved at knække sammen.
– Der er en amerikansk statsborger, som bliver tortureret i et saudisk fængsel. Han er ikke bare blevet fysisk tortureret, men også psykisk, og han kan ikke holde til mere, udtaler advokaten.
Walid Fitaihi fik sit amerikanske statsborgerskab, da han i en årrække studerede og arbejdede i USA.
I 2006 vendte han hjem til Saudi-Arabien, hvor han var med til at grundlægge et hospital i familiens navn.
I november 2017 iværksatte den saudiske regering en stor anti-korruptionskampagne, hvor 388 rige og indflydelsesrige personer blev anholdt og anklaget for korruption.
Blandt de anholdte var prinser, ministre og kendte forretningsfolk, som betalte store summer for at blive løsladt.
Over 400 milliarder riyal, svarende til omkring 640 milliarder kroner, blev skrabet sammen i forlig med de korruptionsmistænkte. Det oplyste kongerigets øverste anklager, Saud al-Mojeb, i januar sidste år.
Dengang sad 56 personer fortsat fængslet, i dag menes tallet at være omkring ti – heriblandt er Walid Fitaihi.
Fitaihs familie har de seneste mange måneder kæmpet for hans løsladelse, men uden held. Derfor forsøger de nu i stedet at presse Trump-regeringen til at kæmpe deres sag.
Søndag fortalte USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at amerikanske diplomater for nylig har mødtes med Fitaihi i et fængsel i Saudi-Arabien.
– Men derudover har vi på nuværende tidspunkt ikke yderligere at tilføje, lød det fra Bolton.
USA’s udenrigsministerium udtaler i en pressemeddelelse, at man tager alle anklager om tortur “ekstremt seriøst”.
– Vi opfordrer Saudi-Arabiens regering til at behandle indsatte ordentligt og sikre at anklager om tortur bliver undersøgt hurtigt og grundigt, lyder det.
/ritzau/AP











