Algeriets præsident søger officielt genvalg trods protester

    Det lader ikke til, at Algeriets 82-årige præsident, Abdelaziz Bouteflika, har lyttet synderligt til de massive protester, der de seneste steder har fundet sted i det nordafrikanske land.

    I hvert fald har han søndag officielt indsendt dokumenter, der betyder, at han går efter en femte periode som landets leder.

    Det oplyser den private algeriske tv-station Ennahar. Tv-stationen har tilknytning til præsident Bouteflikas inderkreds.

    Bouteflika blev tilbage i 2013 ramt af et slagtilfælde. Han har siden kun vist sig nogle få gange offentligt.

    Da nyheden kom, at han havde planer om at søge genvalg, udløste det vrede hos mange borgere. De mener ikke, at han er egnet til at lede landet.

    Det har ført til massive demonstrationer. Både i hovedstaden, Algier, og i en række andre byer. Der har været sammenstød med politiet, og knap 200 personer blev meldt kvæstede søndag.

    /ritzau/Reuters