Randers tænker kun på overlevelse efter nyt nederlag

    Randers FC tabte søndag den tredje superligakamp i træk, da holdet ude mod Sønderjyske tabte med 0-3.

    Derfor er kronjyderne i øjeblikket på en ottendeplads i tabellen med 31 point, inden de resterende kampe i 24. spillerunde er færdigspillet.

    Det betyder, at mandskabet er to point efter OB på sjettepladsen, og derfor skal der point på tavlen i de sidste to runder, hvis Randers skal i top-6.

    Randers-træner Thomas Thomasberg var efter søndagens nederlag klar i mælet omkring holdets situation.

    – Det her nederlag bringer os tre point tættere på nedrykning.

    – Vores mål har hele sæsonen været, at vi skulle overleve, og jeg vidste jo godt, at den her snak ville komme med det samme.

    – Jeg har sagt, at vi selvfølgelig gik efter top-6, men lige nu kigger vi rigtig meget på 11.-pladsen, siger Randers-træneren.

    Randers-anfører Erik Marxen er ligeledes frustreret over den dårlige pointhøst i foråret og ser nu kun nedad i tabellen.

    – Jeg er skuffet over, at vejen til top-6 nu ser ud til at være markant sværere.

    – Nu er der fuldt fokus på at holde de fire nederste hold bag os, det er der ingen tvivl om.

    – Vi skal i de sidste to kampe have skrabet nogle point sammen, så vi står bedst muligt rustet til de eventuelle puljespil, slutter Marxen.

    Randers tager næste søndag imod Horsens, mens holdet i sidste runde skal en tur til Odense og møde OB.

    /ritzau/