Fuld fodboldstjerne kørte cyklist ned og flygtede fra stedet


    Arkivfoto fra Twitter.


    Fodboldklubben Evertons midtbanespiller Darron Gibson er kommet i store problemer efter en køretur i weekenden.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Britisk politi har onsdag ifølge BBC sigtet den 27-årige Everton-profil for i alkoholpåvirket tilstand at have kørt en cyklist ned i sin bil.

    Bagefter flygtede Gibson ifølge politiets sigtelse fra ulykkesstedet.

    Lidt senere drejede Everton-spilleren ifølge politiet ind på en tankstation, hvor han kørte ind i en benzinstander.

    Den påkørte cyklist er sluppet uskadt fra episoden, oplyser politiet.

    Irske Darron Gibson skiftede i 2012 fra storklubben Manchester United til Everton, hvor han i øjeblikket er ude med en skade.

    Gibson har gennem årene spillet 75 kampe i Premier League og scoret fem mål i den bedste engelske fodboldrække.

    /ritzau/