Lørdag skulle de bedste hold fra grundspillet i Metal Ligaen i ishockey vælge deres modstandere til årets kvartfinaler. Det meste gik ganske som forventet.
Rungsted Seier Capital var som grundspilsvinder førstevælger og tog ikke overraskende Herlev Eagles som sin modstander.
Herlev kom med på det yderste mandat efter at have besejret Odense Bulldogs i play-in-kampen fredag om den ottende og sidste plads i slutspillet.
Ligeså forventet var det, at Sønderjyske brugte sit andetvalg til at sætte en kvartfinaleserie op mod Rødovre Mighty Bulls, der blev nummer syv i grundspillet.
På papiret kunne det ligne en lille overraskelse, at Frederikshavn White Hawks som tredjevælger pegede på Esbjerg Energy, som på femtepladsen var fem point bedre end Hernings Blue Fox.
Men frederikshavnerne har haft et solidt overtag mod vestjyderne i sæsonen, hvor man har hentet 15 ud af 15 mulige point mod Esbjerg.
Den sidste kvartfinale bliver dermed et revancheopgør fra sidste års DM-finale mellem mestrene Aalborg Pirates og vicemestrene Herning Blue Fox.
Der bliver spillet bedst af syv kampe i kvartfinaleserierne.
/ritzau/









