OVERBLIK: Disse kommuner melder klar til retssag mod staten

    18 kommuner har meldt sig klar til et søgsmål mod staten for fejl i udligningen.

    * Det drejer sig om følgende kommuner:

    Hjørring, Guldborgsund, Næstved, Odsherred, Lolland, Svendborg, Rebild, Assens, Mariagerfjord, Randers, Lejre, Stevns, Frederikssund, Jammerbugt, Brønderslev, Bornholm, Kerteminde og Sønderborg.

    * Vordingborg Kommune indstilles af økonomiudvalget til at tilslutte sig søgsmålet. Den formelle beslutning træffes i byrådet 27. marts.

    * De sagsøgende kommuner gør gældende, at de har mistet op mod 700 millioner kroner, fordi udlændinges uddannelsesniveau ikke er blevet registreret.

    * Det har haft betydning for tildelingen af midler mellem kommunerne i udligningssystemet.

    * Allerede i 2014 gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på problemet.

    * Fejlen er blevet korrigeret med virkning fra 2019.

    * Det betyder, at kommuner, der hidtil har fået for meget udbetalt, fra 2019 får et korrekt – og dermed mindre – beløb i udligning.

    * For at kompensere de kommuner, der nu vil miste kroner på den konto, besluttede regeringen sidste år at kompensere de kommuner, der fremover får et mindre beløb.

    * Men der er ikke nogen kompensation til de kommuner, der mener, de har fået for lidt i udligning i de forudgående år.

    * De sagsøgende kommuner skal hver især betale 300.000 kroner i udgifter til advokat.

    * Hvis kommunerne taber sagen, risikerer de at skulle betale modpartens sagsomkostninger. Det kan beløbe sig til et sted mellem tre og fem millioner kroner.

    Kilder: Advokatfirmaet HjulmandKaptain, Ritzau.

    /ritzau/