Tre personer er blevet varetægtsfængslet i en sag om afpresning af en indehaver af et fitnesscenter i Slagelse.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet har de tre anholdte tilknytning til bandemiljøet i Slagelse.
I alt er fem personer – hvoraf to allerede var varetægtsfængslet – blevet fængslet i sagen.
De blev anholdt onsdag og er sigtet efter straffelovens bestemmelser om afpresning.
Torsdag blev de fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved og varetægtsfængslet. Alle tre nægter sig skyldige.
Politiinspektør Kim Kliver udtaler i en pressemeddelelse:
– Sagen her sender et signal til bander i nærområdet i Slagelse om at afholde sig fra sådanne gerninger, og hvis det sker, kommer de til at stå til ansvar for deres handlinger, siger han.
/ritzau/











