Elektrificering af jernbane forsinkes på alle strækninger

    Den landsdækkende elektrificering af det danske jernbanenet bliver forsinket på alle strækninger.

    Det skriver fagbladet Ingeniøren.

    Konsulenthuset Deloitte har i en ny rapport gennemgået projektet til omkring ni milliarder kroner.

    Det fremgår, at der ikke er taget tilstrækkelig højde for de risici og usikkerheder, som kan medføre forsinkelser i tidsplanen.

    Konsulenterne konkluderer, at Banedanmarks hidtidige plan “generelt har været for optimistisk i forhold til de fastsatte tidsfrister”.

    Flere af de største forsinkelser så allerede dagens lys i løbet af 2018. For eksempel forsinkes hovedstrækningen mellem Aarhus og Fredericia med fire år i forhold til de aktuelle kontrakter.

    Fra Aarhus til Aalborg er forsinkelsen tre år, og strækningen mellem Nykøbing og Holeby rykkes med syv år fra 2021 til 2028.

    Forsinkelserne skyldes blandt andet problemer i et andet stort jernbaneprojekt om udskiftning af togsignaler.

    Projektdirektør Klaus Bergman erkender, at man har været for optimistisk.

    – Vi må konstatere, at vi dengang var for optimistiske, i forhold til hvor solidt vores udbudsgrundlag var.

    – Og vi kan efterfølgende se, at vi har en række omkostninger, som ikke har været indeholdt i kontrakten, siger Klaus Bergman til Ingeniøren.

    Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, ærgrer sig over forsinkelserne.

    – Vi har godt vidst, det var galt. Men det er trist læsning. Nu har vi sort på hvidt, hvor store forsinkelserne bliver som minimum.

    – Jeg troede måske, det drejede sig om et par år eller måske tre. Men nu er der op til fire års forsinkelse, siger han til Ritzau.

    Kristian Pihl Lorentzen vil tage sagen op i forligskredsen og spørge ministeren til, hvad forsinkelserne kommer til at koste.

    Han retter også en skarp kritik mod Banedanmark.

    – Banedanmark har været alt for optimistisk. Deres planlægning har ikke været seriøs og robust. Det må jeg bare sige, siger ordføreren.

    Elektrificering af jernbanen skal gøre det muligt for DSB at ophugge de gamle dieseltog og i stedet anskaffe nye miljøvenlige eltog.

    /ritzau/