Nigerias præsident er genvalgt efter kaotisk valghandling

    Muhammadu Buhari, Nigerias siddende præsident, har opnået genvalg ved præsidentvalget i landet.

    Det viser de første officielle opgørelser fra de nigerianske valgmyndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Nyheden kommer sent tirsdag aften, tre dage efter valgets afholdelse.

    Ifølge de første optællinger har Buhari fået 56 procent af stemmerne og har fået flest stemmer i 19 af landets 36 delstater – herunder i de to mest folkerige, Lagos og Kano.

    Hans nærmeste modstander, forretningsmand og tidligere vicepræsident Atiku Abubakar, har fået 41 procent af stemmerne og flertallet i 17 delstater.

    Buharis forspring nåede allerede tirsdag eftermiddag op på næsten fire millioner stemmer, hvilket ifølge valgmyndighederne gjorde det noget nær umuligt for Abubakar at hale ind.

    For at vinde valget skal en kandidat have fået flest stemmer og samtidig have opnået mere end 25 procent af stemmerne i to tredjedele af landets delstater.

    Både Abubakars parti, PDP, og Buharis regeringsparti, APC, har anklaget hinanden for valgsnyd.

    Præsidentvalget skulle have været afholdt 16. februar, men bare få timer før valgstederne åbnede, besluttede valgmyndighederne at udskyde valget en uge.

    Årsagen var angiveligt sikkerhedsproblemer og logistiske udfordringer med at få valgsedler distribueret til de mere end 120.000 valgsteder i særligt de nordlige delstater.

    I forbindelse med valghandlingen har der været en række voldelige sammenstød i landet. Ifølge observatører har 47 mistet livet.

    Muhammadu Buhari blev valgt i 2015, hvor han slog den siddende præsident Goodluck Jonathan.

    Buhari er muslim og har stor tilslutning i særligt de nordlige delstater, hvor det overvejende flertal af befolkningen er muslimer.

    Nigeria er Afrikas mest folkerige land og samtidig en af kontinentets fremadstormende økonomier, mestendels på grund af landets store olieforekomster.

    Landet har dog været præget af ustabilitet mod nord, hvor den militante islamistiske bevægelse Boko Haram har stået bag bombeangreb og kidnapninger.

    /ritzau/