OVERBLIK: Her er de seneste datoer at holde styr på i brexit

    Den britiske premierminister, Theresa May, har travlt med finde en løsning, der skal sikre, at Storbritannien ikke forlader EU uden en aftale.

    Tirsdag har premierministeren meldt ud, at hun agter at holde en afstemning om at udskyde brexit, hvis ikke en brexitaftale stemmes igennem i Underhuset senest 12. marts.

    Læs mere om de kommende datoer i brexit-dramaet her:

    * Senest 12. marts: En afgørende afstemning om den foreslåede udtrædelsesaftale finder sted i Underhuset.

    * 13. Marts: Hvis ikke aftalen stemmes igennem, skal medlemmerne stemme, om Storbritannien skal træde ud af EU uden en aftale.

    Finansminister Philip Hammond præsenterer samtidig forårsbudgettet, hvor der også kan præsenteres eventuelle nødforanstaltninger i tilfælde af et aftaleløst brexit.

    * 14. marts: Hvis ikke medlemmerne godkender en aftale, eller hvis de afviser at forlade EU uden en aftale, så skal de stemme om forlænget forhandlingstid.

    Gør de det, så kan regeringen anmode EU om, at brexit bliver udskudt.

    * 21.-22. marts: Årets første ordinære EU-topmøde afholdes i Bruxelles. Efter planen er det det sidste med Storbritannien som medlem.

    * 25.-28. marts: EU-Parlamentet har sidste møde inden brexit. Det er samtidig parlamentets sidste mulighed for at godkende en udtrædelsesaftale.

    * 29. marts: Storbritannien skal forlade EU klokken 23 britisk tid.

    * 30. marts: Hvis den oprindeligt indgåede aftale mellem EU og den britiske regering er blevet stemt igennem, begynder en 21 måneder lang overgangsperiode for at lette udtrædelsen for borgere og virksomheder.

    * 23-26. maj: Valg til EU-Parlamentet afholdes i de 27 EU-lande.

    * 1. juli: Det nye EU-parlament samles.

    * 31. december 2020: Overgangsperioden udløber.

    Kilder: TT

    /ritzau/