Et ukendt antal danske statsborgere opholder sig i øjeblikket i Syrien, hvor de har kæmpet for Islamisk Stat. Og står det til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, skal de ikke have lov at sætte foden på dansk jord igen.
Det slår hun fast under Folketingets spørgetime tirsdag, efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har meldt ud, at Danmark ikke kan nægte sine statsborgere at komme tilbage.
– Det er mennesker, der har forladt Danmark og vores demokrati og som i mine øjne er landsforrædere og selvfølgelig ikke skal tilbage til Danmark, siger Frederiksen, der selv er tidligere justitsminister.
– De skal heller ikke i mine øjne tilbage til Europa. Jeg synes tværtimod, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at holde dem ude af vores land.
– Derfor er det også min overbevisning, at de bør retsforfølges og afsone deres straf i de samfund, hvor deres uhyrlige forbrydelser er blevet begået, siger S-formanden.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærer sig enig med Frederiksen i, at syrienkrigerne er at betragte som landsforrædere. Og han siger også, at det er hans vurdering, at der endnu ikke er gjort nok for at finde en fælles europæisk løsning.
– Det sagt, kan man ikke på forhånd udelukke at nogle af disse mennesker – nogle er under lås og slå, nogle er på fri fod – af egen drift finder tilbage til vores grænse.
– I det omfang de finder frem til vores grænse, så har vi et ansvar for at tage dem ind, hvis de er danske statsborgere. Og så skal de retsforfølges, siger Løkke.
/ritzau/











