Labour: Ny afstemning skal stå mellem aftale og aflysning

    Står det til det britiske oppositionsparti Labour, så skal det britiske folk have muligheden for at stemme på enten en “troværdig” brexitaftale eller på helt at aflyse brexit og forblive en del af EU.

    Det siger Labours talsmand for brexit, Keir Starmer.

    – Det simple valg må stå mellem en troværdig løsning på at forlade EU og så at blive i EU, siger han til Sky News.

    Selv hvis premierminister Theresa May skulle få stemt sin brexitaftale igennem i det britiske Underhus, så skal der altså afholdes en ny folkeafstemning, mener han.

    – Hvis premierministerens aftale stemmes igennem, så skal aftalen også igennem en folkeafstemning, siger Keir Starmer til BBC Radio.

    /ritzau/Reuters