Tesla-ejer får finanstilsynet på nakken efter nye tweets

    Stifteren af elbilproducenten Tesla, iværksætteren Elon Musk, er endnu engang kommet i problemer med det amerikanske børstilsyn (SEC).

    Den 47-årige Tesla-direktør beskyldes således for at have brudt en aftale om ikke at offentliggøre tweets, der kan påvirke aktiemarkedet, uden først at have fået godkendelse til det.

    Ifølge tilsynet viser Musk dermed foragt for retten.

    Tilbage i september sidste år indgik Musk og Tesla et forlig med SEC, efter at Musk havde skrevet tweets, der vildledte investorerne.

    Forliget betød blandt andet, at Musk og hans selskab skulle betale 40 millioner dollar – svarende til omkring 260 millioner kroner.

    Samtidig blev det bestemt, at Musk fremover skulle have godkendt tweets, der kunne påvirke aktiemarkedet.

    Det er den aftale, som SEC nu mener, at Musk har brudt.

    19. februar skrev Musk på det sociale medie Twitter, at “Tesla producerede nul biler i 2011, men vil producere omkring 500.000 i 2019”.

    Ifølge børstilsynet førte det til “markante forstyrrelser af markedet”.

    /ritzau/