Tusk og Mays tovtrækkeri om udskydelse af brexit ender 0-0

    Theresa May er ikke til at rokke, når det gælder hendes løfte om at gennemføre Storbritanniens skilsmisse med EU til tiden.

    EU-præsident Donald Tusk har på et møde i Sharm el-Sheikh igen forsøgt at overbevise May om, at det er svært at nå til den formelle frist 29. marts.

    Men hun har ikke i sinde at ændre kurs.

    – I den nuværende situation ville det være en rationel beslutning. Men premierminister May mener fortsat, at hun kan undgå dette, siger Donald Tusk efter et topmøde mellem EU og Den Arabiske Liga i Egypten.

    EU-præsidenten og May drøftede ifølge Tusk de juridiske og politiske konsekvenser af at forlænge skilsmisseprocessen, som blev indledt i marts 2017, og som der ifølge traktaten er afsat to år til.

    Et af de store og snart højaktuelle spørgsmål er, om Storbritannien i tilfælde af en udsættelse skal afholde valg til Europa-Parlamentet til foråret.

    May og EU har forhandlet en skilsmisseaftale til begges tilfredshed.

    Men den har Underhuset i det britiske parlament stemt ned. Der tegner sig ikke umiddelbart et flertal for en løsning i Storbritannien, og det er derfor, at EU-præsidenten føler behov for en udsættelse.

    En udsættelse skal sikre, at forholdet ikke ender uden en aftale med store negative konsekvenser for begge parter.

    Mandag morgen sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han vil være indstillet på at støtte en forlængelse. Men kun, hvis alternativet er et papirløst brexit, og hvis der er perspektiv i at udskyde.

    – Der er en umådelig stor risiko for, at man ikke får lavet sine lektier, hvis man begynder at definere en ny deadline for sig selv, siger Løkke i Sharm el-Sheikh.

    May sagde søndag, at hun ikke vil sende en skilsmisseaftale til afstemning i det britiske parlament i denne uge. Men hun lover, at det vil ske seneste 12. marts.

    /ritzau/