Trump er klar til at poste egne milliarder i præsidentkamp


    Den amerikanske ejendomsmogul Donald Trump, der har en bugnende tegnebog, er klar til at bruge milliarder af kroner af egen lomme, hvis det bliver nødvendigt i kampen om at blive USA’s næste præsident.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det siger den republikanske præsidentkandidat på sin valgkampsturné i delstaten Iowa.

    Her blev han spurgt, om han er villig til at bruge en milliard dollar (6,7 milliarder kroner) fra sin egen formue i valgkampen.

    – Ja, det vil jeg, hvis det bliver nødvendigt, lyder det fra Donald Trump.

    Journalisterne blev ved med at stille spørgsmål til mangemilliardærens valgbudget, men Trump affejede spørgsmålene og kaldte dem “irrelevante” ifølge CBS News.

    – I ved, at jeg tjener 400 millioner dollar (2,7 milliarder kroner) om året, så gør det virkelig nogen forskel?

    Meningsmålinger har vist, at Donald Trump leder kapløbet om at blive Republikanernes kandidat ved næste års præsidentvalg.

    Han fører an i målingerne, selvom han er kommet med en række kontroversielle udtalelser – blandt andet om kvinder og latinamerikanere.

    – Jeg har ikke tid til politisk korrekthed, sagde Trump tidligere på måneden, da han blev konfronteret med udtalelserne.

    Hvis ikke Trump lykkes med at blive Republikanernes endelige kandidat, er han klar til at stille op som uafhængig, siger han.

    Jeb Bush er i meningsmålingerne Donald Trumps nærmeste rival.

    Hos Demokraterne er tidligere udenrigsminister og førstedame Hillary Clinton storfavorit til at vinde de såkaldte primærvalg, hvor partiets præsidentkandidat skal findes.

    /ritzau/NTB