Hobro-angriberen Pål Alexander Kirkevold åbnede endelig sin målkonto i denne sæson, da den tidligere superligatopscorer og bragte Hobro foran i søndagens 2-0 sejr hjemme mod Esbjerg.
2-0 målet blev scoret af landsmanden og angrebskollegaen Julian Kristoffersen, som den nye Hobro-træner, Peter Sørensen, havde valgt som makker i et tomandsangreb.
Sejren var Hobros femte i denne sæson, og fælles for dem alle er, at Hobro i alle fem tilfælde har stillet op med to angribere i stedet for en, som Allan Kuhn flere gange gjorde i sin tid som Hobro-træner.
Står det til Kirkevold, så er det konstellationen med Kristoffersen og ham, der skal sikre Hobro overlevelse i Superligaen.
– Jeg fortrækker helt klart at spille med to angribere, for det fremhæver mine kvaliteter.
– Vi passer godt sammen og vil begge gerne lave mål, så forhåbentlig bidrager vores mål til, at Hobro overlever i Superligaen, siger Kirkevold.
Kirkevold anbefalede også den tidligere træner Allan Kuhn at spille med to angribere.
– Jeg snakkede med Allan om det, for det er helt klart et bedre system for mig. Det kunne også ses mod Esbjerg, hvor vi skabte mange flere chancer i løbet af kampen, end vi tidligere har gjort, siger Kirkevold.
Peter Sørensen ser også positivt på det nye samarbejde i front og glæder sig over, at de to angribere fik en fremragende start sammen.
– Vi har ikke tiden til at vente så frygteligt længe, så det var en særdeles god idé med den her start.
– Der er meget opmærksomhed på Pål, så han har brug for en at dele opmærksomheden med, og det virkede fremragende i kampen, siger Peter Sørensen.
De to norske angrebskolleger står efter de to scoringer mod Esbjerg noteret for fem mål tilsammen i Superligaen.
/ritzau/











