I 2018 nåede antallet af dræbte civile i Afghanistan et rekordhøjt antal.
Der blev sidste år dræbt flere civile, end der er blevet i nogen af de foregående ni år, hvor FN har ført statistik over drabene. Det viser en ny FN-rapport, som er blevet offentliggjort søndag.
Således blev 3804 dræbt og 7189 blev såret ifølge FN-rapporten, skriver nyhedsbureauet AFP. Antallet af dræbte er steget med 11 procent i forhold til 2017.
Som årsag til det stigende antal dræbte civile peger rapporten på et stigende antal selvmordsangreb, som er udført af den militante gruppe Islamisk Stat.
Desuden peger rapporten på, at der har været flere luftangreb fra den amerikanskledede koalition.
Tadamichi Yamamoto, der er FN-udsending, kalder det stigende antal civile dræbte for “dybt foruroligende og totalt uacceptabelt.”
Titusindvis af afghanske civile lever som flygtninge i deres eget land efter at være flygtet fra deres hjemprovinser. Og titusindvis afghanere er flygtet fra deres hjemland for at søge sikkerhed i nabolande og i Europa.
/ritzau/AP











