Motorcyklist kører ind i træ og mister livet ved Vejle

    Det fik en dødelig udgang, da en 39-årig mand fredag aften kørte galt på sin motorcykel ved Søndermarksvej i Egtved ved Vejle.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

    – Manden mister herredømmet over sin motorcykel og kører ind i et vejtræ, siger vagtchef Arno Petersen.

    Soloulykken fandt sted 21.41 fredag aften. Den 39-årige kom kørende i nordgående retning på Søndermarksvej, da han kørte af vejen.

    Det er endnu uvist, hvad der ligger før ulykken.

    – Bilinspektører har været på stedet for at undersøge området og forsøge at finde en årsag, siger vagtchefen.

    Det var en forbipasserende person, der opdagede motorcyklen, der lå i vejsiden. Så ringede vedkommende ind til myndighederne.

    Manden blev erklæret død på stedet, fortæller Arno Petersen. Han påpeger, at de pårørende er underrettet.

    /ritzau/