USA’s ambassadør i Canada, Kelly Craft, er nomineret til posten som FN-ambassadør.
Det oplyser præsident Donald Trump natten til lørdag dansk tid.
– Kelly har udført et fremragende job som repræsentant for vores land, skriver Trump i et tweet.
Nomineringen af Kelly Craft kommer en uge efter, at Trumps tidligere kandidat, den tidligere tv-vært hos Fox News og nuværende talsmand for udenrigsministeriet, Heather Nauert, trak sig.
Posten som USA’s FN-ambassadør har været ledig, siden Nikki Haley trak sig ved årsskiftet.
Posten anses som så betydningsfuld, at det er op til Senatet, det ene af Kongressens to kamre, at godkende den kandidat, som præsidenten peger på.
/ritzau/











