Riddersholm: Dommer bringer os i vanskelig situation

    Undervejs i fredagens superligakamp mellem AaB og Sønderjyske på Aalborg Portland Park var det tydeligt, at Sønderjyske-træner Glen Riddersholm på sidelinjen var utilfreds med dommerpræstationen.

    Gennem kampen, der endte 3-0 til AaB, var der flere beslutninger fra dommer Sandi Putros’ side, som træneren var uenig i – blandt andet det straffespark, som AaB efter 26 minutter fik tildelt og scorede på.

    Derudover fik udeholdet seks gule kort gennem kampen.

    – Det bringer os i en vanskelig situation, hvor spillerne skal tænke på det resten af kampen.

    – Der blev også dømt et straffespark, der ikke var i nærheden af at være der, siger Glen Riddersholm.

    I situationen ved straffesparket blev Oliver Abildgaard angiveligt revet ned i feltet af Christian Jakobsen.

    Gennem kampen havde Glen Riddersholm flere dialoger med fjerdedommer Mikkel Redder. En enkelt gang var Sandi Putros også ude på sidelinjen og snakke med Sønderjyske-cheftræneren.

    – Når jeg råber, så gør jeg det ikke af frustration. Det gør jeg i håb om dialog.

    – Fjerdedommeren kom og rev i mig for at sige, at man skal tale pænt. Men det er svært, når dommeren ikke vil se én i øjnene og opsøge noget, der ligner dialog, siger Riddersholm.

    Sandi Putros ville ikke stille op til interview efter opgøret.

    AaB vandt kampen 3-0 på mål af Tom van Weert, Lucas Andersen og Kasper Pedersen.

    /ritzau/