Hotelkæden Scandic oplever massiv efterspørgsel på værelser i 2021, hvor Tour de France kommer til Danmark.
Hotelkæden har modtaget mere end 100 henvendelser fra både ind- og udland, oplyser kommunikationschef ved Scandic Daniel Kirchhoff.
– Vi har oplevet massiv efterspørgsel allerede, og man skal huske på, at der er to et halvt år til, siger Daniel Kirchhoff.
Scandic har både modtaget henvendelser om hotel i København samt i de andre byer, der ligger tæt på ruten.
De interesserede henvender sig dog forgæves, da det ikke er muligt at booke værelser før et år forinden.
– Vi åbner først for bookinger et år før, så vi har ikke åbent endnu. Men vi kigger på, om vi skal gøre noget særligt i denne forbindelse, siger Daniel Kirchhoff.
Kommunikationschefen anbefaler de interesserede i at holde sig til, når Touren nærmer sig.
– Lige så snart vi åbner for bookinger, er det godt at være hurtigt ude, siger Daniel Kirchhoff.
Første etape af Tour de France i 2021 bliver cyklet som enkeltstart i København, mens ruten på anden etape får start i Roskilde og mål i Nyborg.
Tredje etape bliver afholdt med Vejle som startby, mens Sønderborg bliver den sidste målby på dansk jord.
/ritzau/











