Endnu et britisk parlamentsmedlem fra Labour trækker sig

    Den britiske parlamentariker Ian Austin trækker sig fra oppositionspartiet Labour. Han siger, at partiet er ødelagt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Udmeldingen kommer i kølvandet på, at flere Labour-medlemmer har forladt partiet de seneste dage.

    Ifølge BBC har Austin dog ingen planer om at slutte sig til den nyopståede gruppe af uafhængige i det britiske parlament.

    Onsdag valgte også tre medlemmer af premierminister Theresa Mays konservative parti at trække sig. De tre valgte at slutte sig til den nye gruppe, der bestod af Labour-medlemmer.

    Ian Austin er det niende medlem af briternes oppositionsparti, som trækker sig. Partiet ledes af Jeremy Corbyn.

    Den uafhængige gruppe har 11 medlemmer.

    /ritzau/