Japansk rumsonde skal være landet på fjern asteroide

    Den japanske rumsonde Hayabusa2 skal være landet succesfuldt på asteroiden Ryugu.

    Det oplyser det japanske rumagentur, Jaxa, skriver nyhedsbureauet AFP.

    – Vi kan bekræfte kommunikation med sonden efter landing, og det ser ud som om at landingen har været succesfuld, siger Chisato Ikuta, der er talskvinde for Jaxa.

    – Men vi skal have analyseret den data, som vi modtager skridt for skridt, før vi endeligt kan bekræfte landingen.

    Landingen er blevet forsinket i flere måneder, da det har vist sig at være mere besværligt end som så at lande på asteroidens ru overflade.

    Efter planen skal sonden skyde et projektil ind i asteroidens overflade, hvormed sonden kan indsamle materiale fra asteroiden og sende prøver tilbage til Jorden.

    Forskere håber, at prøverne kan give nye oplysninger om Jordens og solsystemets oprindelse. Forventningen er også, at prøverne kan levere svar på grundlæggende spørgsmål om, hvordan der er opstået liv på Jorden.

    Asteroiden ventes at indeholde en relativ stor mængde organisk materiale og vand, der kan være op mod 4,6 milliarder år gammelt.

    Asteroiden befinder sig 340 millioner kilometer fra Jorden, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Hayabusa2 blev sendt afsted fra Japan i december 2014 og nåede i juni sidste år frem til området omkring asteroiden. Efter planen skulle den være landet på asteroiden allerede i oktober 2018.

    Sonden ventes at vende tilbage til Jorden med prøverne i slutningen af 2020.

    /ritzau/