OVERBLIK: 50.000 rejste til Danmark for at se Giroen

    Giro d’Italia, verdens næststørste etapeløb, startede i 2012 i Herning. Tour de Frances lillebrors tre første etaper blev kørt i og omkring Herning og Horsens Kommune.

    VisitDenmark laver effektmålinger af større events på dansk grund.

    * VisitDanmarks måling af Giro-etaperne i Danmark viser, at omkring 500.000 tilskuere overværede de nordligste etaper i det italienske løbs historie. Det var dobbelt så mange, som arrangørerne havde regnet med.

    * 10 procent – altså 50.000 – af tilskuerne estimeres at have været udenlandske turister.

    * I værtskommunerne Herning og Horsens skønner man, at Giro-starten skabte en turismeomsætning på 108 millioner kroner. Heraf kom cirka 40 millioner kroner – 36 procent – fra internationale turister.

    * Øgningen i omsætning skabte omkring 98 fuldtidsstillinger i de to kommuner, som gav 46 millioner kroner i skatteindtægter.

    * Da en del af de udenlandske turister rejste videre til Danmarks større byer og sommerhusområder, havde begivenheden også afledte gevinster for det øvrige Danmark.

    * Giro-starten skønnes at have genereret omkring 40 millioner kroner, som har skabt 60 fuldtidsstillinger rundt om i landet. Det har i alt givet 18 millioner kroner i ekstra skatteindtægter.

    * Dertil kommer presseomtalen. I alt var 700 mediefolk registreret til at dække begivenheden. Heraf var 160 fra udlandet.

    * Deres arbejde blev til 242 artikler om Giro-start og Danmark som feriedestination – de skønnes at være læst af 33,3 millioner mennesker i og uden for Danmark. Hertil kom 6677 omtaler på online medier.

    * Anders Rosbo, kommunikationschef i VisitDenmark, regner med, at Tour de France vil generere mere opmærksomhed og dermed værdi til Danmark end Giro-starten gjorde.

    * Målingernes konklusioner bygger både på interview, meningsmålinger og økonomiske estimater. Der er altså tale om skøn.

    Kilde: VisitDenmark

    /ritzau/