Sidste udkald for Mørkøv: Tour-start i Danmark er en drøm

    Når verdens største etapeløb i 2021 bliver skudt i gang på dansk jord, håber 33-årige Michael Mørkøv i den grad på at stille til start.

    Det fortæller den danske Quick-Step-rytter, som tror på et nyt højdepunkt, selv om cykelkarrieren er ved at have nået sit efterår.

    – Med min alder er det ved at være sidste udkald i forhold til at være med i en dansk Tour-start, siger Michael Mørkøv.

    – Så jeg vil selvfølgelig gøre mit for at være med ved startstregen i Danmark.

    I cykelmiljøet har det svirret med rygter om en dansk Tour de France-start, fortæller Mørkøv.

    Han kalder Tour de France for den “med længder største begivenhed i cykelsporten”.

    – Det her er noget, som alle os i cykelsporten har håbet på og krydset fingre for – især de seneste måneder, hvor det har været rigtig meget på tale.

    – Fra mit personlige synspunkt har jeg da håbet særligt meget på det, siger han.

    Mørkøvs planer for de kommende sæsoner indeholder blandt andet et OL på bane i 2020, som han håber på at kunne køre med Lasse Norman Hansen.

    Derefter vil han blandt andet rette blikket mod Touren, fortæller han.

    – Det vil være en stor motivation. Jeg har været professionel i ti sæsoner nu og har oplevet rigtig meget på bane- og landevej og ved OL og VM.

    – Man kigger altid efter nogle af de ting, man endnu ikke har oplevet. Noget, der er så unikt som en Tour de France-start i Danmark, ville være en kæmpe oplevelse og en drøm for enhver dansk cykelrytter, siger han.

    Mørkøv har kørt alle tre grand tours og blev dansk mester i landevejsløb i 2013 og 2018.

    /ritzau/