Dansk softwareselskab i fremdrift skifter bestyrelsesformand

    Selv om det danske softwareselskab Simcorp voksede og tjente flere penge i 2018 og har forventninger om yderligere vækst i 2019, stopper formanden for bestyrelsen, Jesper Brandgaard.

    Det oplyser selskabet i sit årsregnskab for 2018.

    Jesper Brandgaard trak sig i efteråret også fra Novo Nordisks direktion, hvor han i flere år har siddet i forskellige direktørstillinger.

    Han erstattes af næstformand Peter Schütze, der blandt andet er kendt for også at sidde i spidsen for DSB’s bestyrelse. Han er også formand for Falck A/S, Nordea og Lundbeckfonden.

    Han overtager en forretning, der har medvind i sejlene.

    I 2018 voksede selskabets omsætning med over 200 millioner kroner, så den landede på 2,5 milliarder kroner. Det gav et større overskud, som løber op i 500 millioner.

    I regnskabet varsler selskabet mere medvind. Efter et 2018 med en vækst på 9,5 procent i det, der kaldes organisk vækst, forventes en vækst på mellem 8 og 13,5 procent næste år.

    Organisk vækst er en betegnelse for vækst i de dele af forretningen, der ikke er tilkøbt i løbet af året, hvilket kan forstyrre, hvis man vil forstå, hvordan det går på tværs af to år.

    Fremgangen i Simcorp kommer aktionærerne til gode. Efter at have fået 6,25 kroner per aktie sidste år, får de 6,75 kroner per aktie i år.

    /ritzau/