USA overvejer hjemtagelse af kvindelig IS-sympatisør i Syrien

    De amerikanske myndigheder overvejer, hvorvidt en kvindelig IS-sympatisør i Syrien kan få lov at vende tilbage til USA.

    Hoda Muthana, en 24-årige kvinde fra Alabama, har været en prominent onlineaktivist for Islamisk Stat i Syrien.

    Men hun er blevet “hjernevasket” og “fortryder inderligt”, at hun har sluttet sig til IS, sagde hun søndag i et interview med The Guardian. Hun ønsker nu at vende tilbage til USA.

    USA har tidligere på ugen opfordret Europa til at hjemtage 800 europæiske IS-krigere, der er tilfangetaget i Syrien. Det har skabt debat i Danmark såvel som i andre europæiske lande.

    En talsmand for det amerikanske udenrigsministerium vil ikke specifikt udtale sig om Muhanas sag.

    Men han erkender, at sager om amerikanske statsborgere, der er tilbageholdt i Syrien, “per definition er ekstremt komplicerede”.

    – Vi er ved at undersøge disse sager for bedre at forstå dem, siger talsmand Robert Palladino.

    Han kalder IS-krigere for “en global trussel”.

    – Den bedste løsning er at hjemtage disse terrorister til deres hjemlande for at sikre, at de bliver retsforfulgt og varetægtsfængslet. Det kan forhindre dem i at vende tilbage til slagmarken, siger han.

    /ritzau/AFP