Herning banker topholdet Sønderjyske på egen is

    Ishockeyholdet Herning Blue Fox nåede finalen i Metal Ligaen i 2018, men i denne sæson har knebet med resultaterne på isen.

    Tirsdag aften beviste holdet dog, at det stadig kan hamle op med de bedste på de gode dage.

    Hjemme i Herning vandt holdet med hele 5-0 over Sønderjyske, der ligger på andenpladsen i den bedste danske ishockeyrække.

    Sejren bringer Herning op på 56 point på sjettepladsen. Der er dog fortsat et stykke op til Sønderjyske, der har 74 point.

    Herning kom på 1-0 efter ti minutters spil ved finske Joonas Riekkinen. Det blev også 2-0, inden første periode var slut, da Lindsay Alexander Sparks fordoblede hjemmeholdets føring.

    Scoringer af Kristoffer Astorp og Jan Dalecky udbyggede Herning-føringen i anden periode, og det begyndte for alvor at blive en sjov aften for hjemmeholdets tilskuere i det midtjyske.

    Zachary Aurelio Torquato lukkede og slukkede med målet til 5-0 seks minutter før tid.

    Hjemmesejr blev også resultatet af kampen mellem Frederikshavn White Hawks og Rødovre Mighty Bulls.

    Det nordjyske mandskab bragte sig på sejrskurs tidligt i opgøret, da Marcus Pedersen gjorde det til 1-0 efter oplæg af David Friedmann.

    Evan Jasper og Rasmus Søndergaard øgede sandsynligheden for hjemmesejr med scoringer i anden periode, før gæsternes Jannik Karvinen reducerede til 1-3 med ti minutter igen.

    Det var dog for sent sjællænderne, som i stedet lukkede endnu et mål ind og tabte 1-4.

    Metal Ligaens førerhold, Rungsted Seier Capital, tog sejr nummer 25 i ordinær spilletid i sæsonen med en sejr på 6-4 over Odense Bulldogs.

    Rungsted har 84 point på førstepladsen og har kurs mod den samlede sejr i grundspillet. Det samme kan ikke ligefrem siges om Odense, som ligger sidst på niendepladsen med 19 point.

    /ritzau/