SVT får kritik efter afstandtagen til Jimmie Åkesson

    Det kunne fremstå som politisk stillingtagen, og derfor var det imod kravet om upartiskhed.

    Sådan lyder afgørelsen fra Granskningsnämnden i sagen om en tv-værts afstandtagen til Sverigedemokraternas leder Jimmie Åkessons udsagn under en valgdebat. Det skriver Berlingske.

    Granskningsnämnden er en del af den svenske pressemyndighed under det svenske kulturministerium.

    Den svenske public service-station fik massiv kritik, da en af stationens tv-værter i en partilederdebat to dage før det svenske valg sagde, at “det var groft generaliserende, og SVT tager afstand fra det”.

    Bemærkningen faldt med henvisning til en kommentar fra Jimmie Åkesson under debatten.

    – “Bare indvandrere får arbejde, så løser alt sig” – det har de sagt hele tiden. Det sker ikke, det bliver ikke sådan. Derfor må man stille sig spørgsmålet, hvorfor det er så svært for de her mennesker at få et job.

    – Det er fordi, de ikke er svenskere. De passer ikke ind i Sverige, sagde Åkesson.

    Det mente SVT stred mod den såkaldte demokratiparagraf i den svenske radio-tv-lov, der blandt andet lyder:

    ” … programvirksomheden som helhed præges af den demokratiske styreforms grundidéer og princippet om alle menneskers ligeværd og det enkelte menneskes frihed og værdighed”.

    Granskningsnämnden finder imidlertid ikke Åkessons udtalelser som værende i strid med demokratiparagraffen

    Kritikken fik SVT til at fjerne valgchef Eva Landahl fra den politiske dækning. Det var Eva Landahl, der traf beslutningen om, at SVT skulle tage afstand fra udtalelserne fra Åkesson.

    /ritzau/